GRADUERING
Graduering er en prøve, hvor man skal vise, om man er dygtig nok til at fortjene det næste bælte. Det er et krav, at man har lært sit nye pensum og at man er indstillet af sin instruktør. Instruktøren indstiller kun eleven, hvis han eller hun mener, at eleven er dygtig nok til at kunne bestå.
Følgende krav skal minimum opfyldes for at blive indstillet til graduering:
-
Opdeling: Bælterne er delt op i voksne og børnebælter, så børn får flere og lidt mindre krævende gradueringer.
-
Antal træninger: Udover, at der naturligvis skal trænes intensivt i månederne op til selve gradueringen, skal man have det fornødne antal træninger.
-
Fysisk krav: Eleven skal kunne gennemføre en fysisk test ved at lave et vist antal armbøjninger, mavebøjninger rygbøjning og andre taekwondo relateret styrkeformer.
-
Kunnen og mentaleindstilling: Din instruktør skal kunne sige god for dig, dvs. at du er dygtig nok til, at intruktøren personligt kan stå ved, at du kan bestå gradueringen. Desuden skal din intruktør også kunne stå ved din træningsindstilling og opførsel under træningen.
-
Kontingent: Man må ikke være i kontingent restance både til klubben og Dansk Taekwondo forbund.
KUP OG DAN
At få det sorte bælte kræver flere års træning, men typisk har man trænet 3-5 år inden dette opnås. I Taekwondo skal du først igennem 10 bælteprøver, før du kan gå op til din første sortbælteprøve. Man skelner mellem kup-grader og dan-grader.
Kup-graderne er elev-graderne. Der er ialt 10 kupgrader, som starter bagfra med 10. kup til og med 1. kup. Dan-graderne kaldes også af nogle for mester-graderne. De er alle sorte, og af dem er der også 10. Disse starter med 1. dan og jo højere graduereret man er, stiger man i dan-graderne. 10. dan er således den højst opnåelige grad man kan få, og der er kun ganske få i hele verden, der har 10. dan.
Hvis man opnår sortbælte inden man er fyldt 15 år, anvendes et særligt bælte og graden kaldes Poom. Kravene til de enkelte bælteprøver er fastsat af Dansk Taekwondo Forbund i samarbejde med Kukkiwon Taekwondo headquarter i Korea.
MON
Taekwondo er blandt en af de mest alsidige og børnevenlige kampsportsgrene i Danmark, derfor har man monbælte systemet. For at træne på et monhold skal man være mellem 5-9 år. Bælterne adskiller sig fra de normale kup- og danbælter ved, at de ikke har fyldt hele bælte ud med farve.
Eleverne følger et specielt pensum, som er målrettet mod deres aldersgruppe. Når eleven har opnået det sorte mon-bælte, kan han/hun få konverteret dette til et normalt gult voksenbælte (9. kup) eller et højere kup afhængigt af kunnen.